Sir Neo giver den gas til konkurrencer
Neo: Så fik Ulla endelig åbnet den pc for mig (svært at gøre selv med poter), så jeg kan fortælle mine fans om mine store bedrifter 🙂
D. 16/8 havde Ulla meldt os til en store Nordisk Konkurrence i Langå, vores første hvis man ser bort fra DM i foråret. Men heldigvis er denne hund jo bare mega sej! Feltsøget gik absolut flyvende, Ulla lod fornuftigt nok være med at blande sig i mit arbejde, så de 4 genstande blev hurtigt fundet 🙂 Så kom vi til runderingsdelen! Ulla var rystende nervøs, og da et højt træ startede med at vælte på banen, lige da vi skulle til og i gang, ja så var hun om muligt endnu mindre værd! Tsk tsk.
Hvilket jeg jo så måtte bøde for. Hendes dirigeringer var håbløse, intet styr på banen havde hun 🙁 Og hun forsøgte at sende mig ud i det mest håbløse terræn. Her nægtede jeg altså. Så måtte hun finde et bedre sted at lave udslag! Tilgengæld fik jeg en god hævn, for både 2. og 3. figurant fandt jeg på lang lang afstand, og så måtte hun bare følge med igennem terrænet- over bakker, skrænter, igennem krat m.m. He he hun pustede godt nok noget 😉

Faktisk var jeg helt igennem fantastisk- det sagde dommerne selv! Hele deres lange række af fejl, var alle sammen Ullas!!! Inklusiv Ullas hidsige fløjten, når hun ikke kan finde ud af at lade en fuldt fokuseret hund arbejde i fred! Er det ikke rigtigt Ulla?
Ulla: Jo det må jeg desværre indrømme…
Neo: Er vi så enige om, at det kun var denne stjernehunds skyld at vi bestod i fin stil og faktisk endte som nr. 3.
Ulla: Ja det er ikke helt forkert…..
Neo: Faktisk var jeg helt igennem perfekt!
Ulla: Nu strammer du den, jeg synes, du helt springer over lydighedsdelen?
Neo: Hvilken lydighedsdel?
Ulla: Den lydighedsdel til prøven, hvor du som dansk lydighedschampion præsterede at få 0 i fri ved fod- 0!!!
Neo: Nåh den lydighedsdel- jeg kunne mærke at der var noget grimt der lå på lur inde i buskene, så jeg tænkte at det var bedre, at du gik den del selv, mens jeg på lidt afstand holdt øje med, om der skulle komme noget løbende- du ved for din egen sikkerheds skyld……..
Ulla: Jeg så ikke noget grimt komme ud af buskene!
Neo: Nej for farlige ting kommer kun løbende, når man ikke holder øje!
Ulla: Med hensyn til resten af lydighedsdelen, så
Neo: Nu synes jeg, at du hænger dig i kedelige detaljer- kan vi komme videre til, at jeg bestod med fine point- og vandt foder 🙂

Neo: Nå snakkende om lydighed, så havde Ulla fået den sære ide at melde mig til DM i lydighed klasse 3 på Vilhelmsborg- troede ellers vi havde en klar aftale sidste efterår om, at jeg var pensioneret for den del?
Orla: Hov skal vi ikke også tale om, at jeg var til min første udendørs konkurrence?
Neo: Vandt du noget foder?
Orla: Nej, men
Neo: Fik du Ulla overtalt til at købe nyt legetøj?
Orla: Nej, vi var på vej derned, men så kom vi til at kigge på agilityhundene løbe istedet for, de var vildt seje 🙂
Neo: Så ingen foder og intet legetøj- nej så behøver vi vist ikke tale mere om dine præstationer :-/
Orla: Suk, Ulla hvornår skal jeg afsted til konkurrence igen?
Ulla: Det bliver nok først til foråret.
Orla: Suk så lang tid?
Ulla: Ja vi skal jo lige være klar til næste klasse ikke (LP2)
Orla: Nøj jeg skal opgraderes 😎
Neo: Ja det er der så sandelig også brug for! Tilbage til mine præstationer til DM! Hvor de kloge arrangører havde besluttet sig for at starte med et tårnhøjt niveau- så jeg var første hund på banen!
Orla: Jeg troede, at I startede, fordi Ulla skulle være beregner resten af dagen?
Neo: Måske det også havde lidt med sagen at gøre- Er du klar over hvor kedelig en tjans det er! Jeg måtte ligge i et bur i sekretariatet stort set hele tiden, mens Ulla bare så på resultater :-/ Simpelthen ikke rimeligt!
Men jeg lavede et super flot program på banen 🙂 Ingen nuller her!
Ulla: Du var super dygtig, men en smule ukoncentreret indimellem????
Neo: Det er sgu da klart, så du ikke hvordan monsterteltet i den anden ring brasede sammen, mens jeg forsøgte at arbejde- vildt skræmmende 😒
Ulla: Hvordan kan det være, at du er fuldstændig upåvirket af et 20 meter træ, der vælter, men skræmt over et rødt telt der flytter sig?
Neo: Øhh selvfølgelig fordi det ene faktisk er en livsfarlig situation, mens det andet jo bare er et stort træ!
Nå men til trods for den livsfarlige situation, så formåede jeg alligevel at blive nummer 5 til DM 🙂 Super seje mig. Faktisk nok mit bedste resultat til DM 😉 Nu bruger du det ikke som undskyldning for at jeg skal afsted igen næste år vel?

Ulla: Nej næste år, er det forhåbentligt Orlas tur til at skulle til DM
Orla: Jubiii 🙂 🙂 🙂