Sir Neo i runderingskonkurrence
Neo: Så blev det endelig tid til at Ulla og jeg kunne komme ud i en lille nordisk konkurrence i Rundering, så jeg rigtig kunne vise, hvem der er den sejeste hund! Og var jeg lige sej!!!
Men det var hårdt arbejde. Først skulle jeg igennem en væsentest- jeg har aldrig været den helt store fan af, at fremmede mennesker skal stå og scanne mig….. Sådan noget pjat, selvfølgelig er jeg mig, hvem pokker skulle jeg ellers være? Denne gang havde de dog mundkurv på, så jeg kunne være helt rolig- de kunne ikke bide!
Næste punkt på dagsordenen var feltsøg. I fuld fart knoklede jeg rundt i 40×40 meter skov for at finde underlige genstande, som nogen havde tabt. I flot stil fandt jeg 3 genstande på de 5 minutter, og delmomentet var fint bestået😎Men hvad var Ullas første kommentar- Hov jeg synes du mangler at finde 1….. Hvad giver I mig? Hvis vi skulle have ventet på, at hun havde fundet bare 1 genstand, så havde vi stået derude endnu!
Næste punkt var selve runderingen, og her var jeg endnu mere sej. I 2. udslag fandt jeg den første figurant, desværre lå vedkommende langt ude og igennem en masse krat, så det var et kæmpe arbejde at få slæbt Ulla derud!
Så fortsatte vi igennem arealet, i et udslag, når jeg kun 1,5 meter ud, før jeg ved at jeg har fundet endnu en nedgravet figurant. Jeg står et øjeblik og kigger på Ulla, men som sædvanligt fatter hun ingenting, og står bare og venter. Så jeg må tilbage og hente hende, for at føre hende 1,5 meter ud i arealet, 1,5 meter….. Man skulle tro at hun kunne gå det stykke selv….
Herefter fortsætter vi igennem arealet. Jeg har gennemskuet, at der ikke er nogen på den ene side, men Ulla bliver ved med at insisterer på at jeg skal knokle rundt derude. Spild af energi, og hun laver fuldstændig rod i systemet, fordi hun forsøger at overbevise mig, om hvor jeg bør være….. Ja så ved vi, hvem i team Neo der smed de point 😒Tilsidst får jeg nok at hendes pjat, og vælger at finde den sidste figurant, men hun står på midterlinjen og fløjter løs, fordi hun er sikker på at jeg er på gale veje- tsk tsk.
Nå men med alle 3 figuranter fundet, og Ulla slæbt ud til dem alle, var dette moment også bestået 😁 Og denne seje snude var en af de få, der formåede at finde alle 3 figuranter 😎 Ulla var også mega glad, og for en gang skyld var hun langt fra nærig med dåsemaden😍 Yes keep it coming 😍
Nu da jeg var varmet godt op, var jeg i super humør til lige at tage lydighedsdelen også. Så jeg tog den del i godt humør, så godt at Ulla blev helt rørt og for en gang skyld ikke beklagede sig over skæve pladssidninger og andre bagateller. Hvad var der mere dåsemad- Yes 😍
Efter en lang dag, kunne jeg nu endelig slappe velfortjent af. Jeg sendte Ulla ud for at klare præmieoverrækkelsen mens jeg slappede af, dog med klar besked om at spiselige præmier skulle afleveres hos den hårdest arbejdende del af teamet.
For en gang skyld hørte Ulla efter, og tilbage med en pokal og 15 kg foder 😊Jeg var blevet nr. 2- Jeps jeg er bare for sej!

Orla: Åhhh hvad, vandt du mad? Jeg vil også ud og finde ting og mennesker, så jeg kan vinde mad…. Nej jeg ikke ikke for lille! Jeg har både fået fint eftersøgningsdækken og alt muligt- jeg er altså helt klar! Mega uretfærdigt 😢
